|
|
|
|
Genskabt natur i Vorup Enge. Vorup Enge ligger syd for Gudenåen ved Randers Midtby.
Vorup Enge blev genskabt som et vådområde i 2003. I sommerhalvåret er der udsat gamle danske husdyrracer og hele året rundt er det muligt at betragte fuglelivet fra de 3 fugletårne - eller spise sin medbragte mad i pavillonen.
|
|
I 2004 blev digerne mellem gudenåen og Vorup Enge fjernet. Herved er der etableret et 119 hektar stort vådområde bestående af græssede enge, sumpe samt åbne vandflader i forbindelse med gudenåen. Det genskabte vådområde giver nu grundlag for, at mange af de tidligere plante- og dyrearter vender tilbage. I vinterhalvåret og de tidlige forårsmåneder ses rastende andefugle, skalleslugere, svaner og gæs. Året igennem kan man møde sangsvane, kanadagås, skarv, vibe og fiskehejre. I ynglesæsonnen kan man høre dobbeltbekkasinernes karakteristiske brummende lyd, se blishønen bygge rede i sumpvegetationen og rørhøgen afsøge rørskoven for at finde føde til ungerne. Nattergal, rørsanger og sivsanger fylder aftenen med deres sang. Odderen har fast levested i Gudenåen ud for Vorup Enge og den stille naturgæst kan være heldig at se odderen fange fisk i vandet mellem sumpplanterne. I 2008 udkom bogen Fuglene i Vorup Enge - før og efter naturgenopretningen, hvor man kan læse nærmere om fuglelivet i Vorup Enge.
|
Fredag, december 12 2008
|
|
|
|
|