Til forsiden
Lokale producenter og produkter

Få en lokal smagsoplevelse på Randers-egnen.

Tag på besøg på en økologisk gård, der fremtryller is med mælk fra gårdens køer. Kig inden for på en gård, hvor du kan opleve, hvordan korn bliver til mel på en stenkværn. Prøv de mange lokale grøntsager, frugter og bær du finder rundt i gårdbutikkerne eller kan møde på Økomarked Randers.

Nyd de mange lokale fristelser, sluk tørsten med de lokale øl eller prøv den lokale snaps, der er krydret med lokale urter.

Her er noget for enhver smag!

Besøg en økologisk oksekødsproducent
Bondegårds-is fra Ny Lundgaard
Frugt og fjerkræ og brændevin
Gå en tur blandt køerne og kig ind i gårdbutikken
Kryddersnaps med lokale urter
Brænderiet Enghaven – Smag og høj kvalitet
Kål og rodfrugter til Årstiderne
Lokal bryg fra Randers Bryghus
Besøg et af Danmarks mindste og hyggeligste bryggerier
Nicheproduktion af grøntsager og bær
Når korn bliver til mel…
Produktionsskole og økologisk landbrug

Økologisk frugt, grønt og oksekød
14.000 æg og andre økologiske fristelser
Alsidig gårdbutik i Gjerlev
Slawteren i Tørring
Hjemmelavet pålæg
Smag på Mariagers Sydesalt
FarmMountain Coffee Randers


Kort over Kulinariske fristelser i Randers

Besøg en økologisk oksekødsproducent


Vil du opleve livet hos en økologisk oksekødsproducent, så kontakt Højgaard Økologi ved Ørsted for at lave en aftale. Så kan du komme ud og besøge gården, der kan dateres tilbage til 1896 og som stadig er bevaret med de fire oprindelig længer. På Højgård opdrættes økologisk kødkvæg af racen Simmentaler. Kødet sælges ikke i gårdsalg, men mod bestilling forinden slagtning. Du kan bestille forskellige udskæringer af kødet og også prøve Højgaard Økologis egne specialiteter som oksegrillpølser og oksespegepølser, der er fremstillet af rent oksekød og kun indeholder 6-7 % fedt.

Læs mere og tag kontakt til Højgård Økologi, Hevringvej 7, 8950 Ørsted, tlf. 8648 8644.


Bondegårds-is fra Ny Lundgaard


På Ny Lundgaard bliver der fremstillet økologisk is af mælk fra gårdens egen besætning.
Ismejeriet fremstiller bondegårdsis, der er lavet af frisk mælk uden tilsætningsstoffer – og hele vejen igennem kommer den høje kvalitet og gode smag før prisen.

Både den økologiske flødeis og sorbetisen findes i flere varianter. Sorbetisen består udelukkende af frisk frugt, sukker og vand. Den danske frugt, der bliver brugt købes hos lokale, økologiske frugt- og bæravlere. Fx hindbærene i hindbærsorbeten, er fra Haldagergård. Foruden de kolde fristelser, forhandler Ny Lundgaard også økologisk ost fra Thise, i sæsonen økologisk majs fra Haldagergaard og økologisk mel fra Falslevgaard.

I sæsonen kan du også finde de økologiske produkter på Økomarked Randers. Hold øje med åbningstider, der kan variere alt efter sæson og begivenheder, på deres hjemmesideog læs mere om Ny Lundgaard Ismejeri, eller kontakt dem på Randersvej 58, 8830 Tjele, tlf. 29473417.

Frugt, fjerkræ og brændevin


Under frugttræernes beskyttende tag lever gæs, ænder og kyllinger på helt naturlig vis. Hos den økologiske landmand i Udby ved Ørsted har dyrene hver deres rolle: Gæssene er plæneklippere, ænderne er gødningsspredere og kyllingerne fungerer som skadedyrsbekæmper. I frugtplantagen dyrkes søde kirsebær, æbler, pærer, blommer og hasselnødder. Nogle af æblerne fra plantagen bliver brugt til at lave brændevin på Brænderiet Enghaven

Har du lyst til en rundvisning, vil du bestille nogle af de økologiske produkter direkte eller finde en god opskrift på gås, and eller kylling, kan du på deres hjemmeside læse mere om Frugt og fjerkræ, eller kontakt dem på Ryderne 7, Udby,8950 Ørsted, tlf. 8648 5101.

Gå en tur blandt køerne og kig ind i gårdbutikken


Lindbjerggaard er et økologisk drevet deltidslandbrug med jerseystude, økologisk fjerkræ og marker med havre, hvede, byg og jordbær. På arealerne, hvor jerseystudene går, finder du et spor i landskabet, der viser, at du er velkommen til at gå en tur blandt dyrene. Så kan du selv opleve, hvor godt de trives, mens de afgræsser arealerne og på den måde er med til at opretholde en mangfoldighed i naturen.

I gårdbutikken sælges udskæringer af det møre jerseykød sammen med Lindbjerggaards kyllinger og ved juletid også mulardænder og gæs. På hylderne i gårdbutikken finder du også økologisk lammekød og svinekød fra Mimersbrønd samt andre økologiske varer.

Gårdbutikken har åbent hver lørdag fra kl. 9.00 - 13.00 - eller efter aftale. I sæsonen kan du også finde de økologiske produkter på Økomarked Randers. Læs mere om Lindbjerggaard, eller besøg dem på Hulen 16, 8930 Randers NØ, tlf. 8644 2282.

Kryddersnaps med lokale urter


Randers har sin helt egen, lokale snaps – Lodsmandens Snaps. Snapsen er baseret på Brøndums klare snaps og er blandt andet tilsat timian, hyldeblomst og perikon – ingredienser, som alle findes langs Randes Fjord og på Lodsstien.

Navnet til snapsen er inspireret af historien om lodsmændene, der måtte tilbagelægge hjemturen til fods efter at have ført bådene sikkert ind og ud af Randers Fjord. Derved opstod den 31 kilometer lange trampesti - Lodsstien.

Bag udvikling og produktion af Lodsmandens Snaps står Viskum Snaps, der har udvalgt ingredienserne ud fra tankerne på området langs Randers Fjord og Lodsstien, og at snapsen skal være velegnet til sild og laks, som blandt andet findes i Randers Fjord.

Lodsmandens Snaps kan købes her hos VisitRanders, Rådhustorvet 4, 8900 Randers C, tlf. 8642 4477 eller hos Vinspecialisten, Dytmærsken 3, 8900 Randers C, tlf. 8641 9122.

Brænderiet Enghaven – Smag og høj kvalitet


I den hyggelige lille by Mellerup, nær Randers Fjord, ligger Brænderiet Enghaven. Her bliver der produceret frugtbrændevine lavet af frisk frugt fra egen plantage og fra andre små lokale avlere. Der bliver især fokuseret på de ældre æblesorter, da disse egner sig specielt godt til fremstilling af brændevin.

Ejerne bag det forholdsvis nye brænderi har en stærk passion for produktion af frugtbrændevin. Især lægger Enghaven vægt på processen ’fra jord til bord’, og der bliver kælet meget for tilblivelsen af den enkelte flaske. Efter destillering bliver brændevinen f.eks. fortyndet med Enghavens egen naturlige kildevand. Hver sæson har sin egen smag, og der er derfor ingen af deres brændevin som er ens. Kvalitet, variation og godt håndværk er kodeordene hos Brænderiet Enghaven. Udover brændevin producerer brænderiet også en lækker æbelmost og skønne dessertvine.

Det er muligt at besøge brænderiet, som tilbyder et godt indblik i produktionen af brændevin. På deres hjemmeside kan du læse mere om Brænderiet Enghaven, eller besøge dem på Amtsvejen 133, Mellerup, 8930 Randers NØ, tlf. 5186 0206.

Kål og rodfrugter til Årstiderne


På den økologiske gård, Tinggaard, mellem Dalbyover og Knejsted, ca. 20 km. nordøst for Randers dyrkes et bredt udvalg af grøntsager, særligt inden for hovedkategorierne kål og rodfrugter. Mottoet for grønsagsproduktionen på Tinggaard er ”Kan det blive bedre, er det ikke godt nok.” Netop derfor har gården også høstet anerkendelse for sin kvalitet af grøntsager.
 Udover det brede sortiment af grøntsager afholder Tinggaard også diverse arrangementer.

Tinggaard leverer grøntsager til Årstiderne. Læs mere om aktiviteterne og livet på Tinggaard, eller besøg dem på Stadionvej 13, Knejsted Mark, 8970 Havndal, tlf. 8647 3056. 



Lokal bryg fra Randers Bryghus


På Randers Bryghus bliver der arbejdet intenst med at fremstille en kvalitetsserie af øl, der rummer spændende og gode smagsoplevelser. For at opnå den bedste og reneste smag, bliver øllet tappet på flaske ufiltreret og upasteuriseret.

Oplev Randers Bryghus Brown Ale med smag af karamelmalt og chokolademalt. Prøv en øl, der dufter af blomster og smager af citrus. Eller lad dig friste af bryghusets andre varianter.

Har du lyst til at vide mere om bryggemetoden, se hvordan du kan komme på rundvisning og smage på de randrusianske dråber, eller vil du finde forhandlere, så klik ind på hjemmesiden for Randers Bryghus eller besøg det på Langelandsvej 4D, 8940 Randers SV, tlf. 8640 4896.


Besøg et af Danmarks mindste og hyggeligste bryggerier


I Raasted, lidt nord for Randers, finder man Raasted Bryghus, som har til huse i det nedlagte Raastedbro Mejeri. Siden 2005 er der blevet brygget øl i de flotte gamle lokaler, hvor man stadig kan fornemme stedets historie.

Med et bredt sortiment, som rummer 6 faste øl og 5 special øl, er der noget for enhver smag. Rundtur med ølsmagning finder sted året rundt, hvor man får et indblik i brygprocessen og der smages på de forskellige øl. Der fortælles om øltyperne og der er mulighed for at stille spørgsmål. En hyggelig oplevelse i et af Danmarks spændende mikrobryggerier.

Har du lyst til at vide mere om bryggeriet, vil du deltage i en rundtur, eller vil du blive inspireret af madopskrifter som indeholder Raasted øl, så klik ind på Raasted Bryghus' hjemmeside eller besøg det på Hobrovej 358, Råsted, 8920 Randers NV, tlf. 8643 2234.


Nicheproduktion af grøntsager og bær


Haldagergård ved Fussingø Skov har en økologisk nicheproduktion af grøntsager og bær. Til gården hører 23 ha jord, hvor der dyrkes hindbær, sukkermajskolber, diverse rodfrugter og øvrige grøntsager ud fra de økologiske principper. Omkring gården græsser økologisk Limousinekvæg.

Du kan finde nogle af de økologiske råvarer fra Haldagergård på Økomarked Randers. Efter aftale kan du også komme på besøg på gården og handle ved stalddøren.

Du finder Haldagergård på Fussingøvej 17 i Ålum vest for Randers, tlf. 5174 8692.


Når korn bliver til mel…


Falslevgård på Hadsundvej i Mariager dyrker ikke bare økologisk korn, men maler også kornet til økologisk mel. Det foregår på den gammeldags, langsomme måde med en stenkværn. På den måde bevares kimen – og dermed vitaminerne og de andre gode ting, der er i kornet.

Det er primært hvede, rug og spelt, der på Falslevgård bliver malet til korn. Men også ø-landshvede og de gamle sorter som emmer og énkorn bliver malet til mel her.
Det økologiske mel sælges direkte fra gårdbutikken på Falslevgård, men du kan også finde produkterne på Økomarked Randers. På der hjemmeside finder du lækre opskrifter på brød og andet godt.

Læs mere om, hvordan korn bliver malet til mel på mølleriet på Falslevgård, eller besøg gårdbutikken på Hadsundvej 114, 9550 Mariager, tlf. 9858 3947.

 

Produktionsskole og økologisk landbrug


Mimers Brønd er en økologisk produktionshøjskole, hvor skolebænken er skiftet ud med praktisk arbejde. Men Mimers Brønd er også et økologisk landbrug med store marker, grønne enge, traktorer og maskiner, et par skove og staldbygninger til skolens mange dyr.

Eleverne på skolens landbrugslinje er med til at dyrke og drive det 150 ha store økologisk landbrug både ved at medvirke til at passe dyrene og være med, når jorden skal pløjes, harves og tromles, og afgrøderne sås. Fra besætningen på Mimers Brønd fremstilles økologisk oksekød, svinekød og lammekød, der bl.a. sælges hos Lindbjerggaard.

Læs mere om skolen og landbruget på Mimers Brønd, eller besøg gården på Brusgårdvej 17, 8960 Randers SØ, tlf. 8644 7417.


Økologisk frugt, grønt og oksekød


Den økologiske gård Birkedal ved Randers producerer et bredt sortiment af grønsager og frugt og har desuden en mindre produktion af oksekød.
Omkring 100 frugttræer med æbler, pærer, blommer, mirabeller, kirsebær og hyld og over 250 frugtbuske med stikkelsbær, biva, solbær, ribs, brombær og hindbær vokser omkring Birkedal. Den lille kreaturbesætning er en blanding af racerne Hereford og Simmentaler.

Du kan finde de økologiske varer på Økomarked Randers eller du kan læse mere og handle direkte via hjemmesiden for Birkedal Økologi, som også kan besøges på Værum Fælledsvej 24, 8940 Randers SV, tlf. 8644 5577.


14.000 æg og andre økologiske fristelser


På Korsmedergaard i Tånum bliver der dagligt lagt næsten 14.000 økologiske æg. Når hønsene ikke har travlt med at lægge æg i deres redekasser, så skraber de lystigt i deres hønsegårde, som også er frugtplantager med næsten 10.000 frugttræer.

Frugttræerne er pærer, æbler, kirsebær og blommer. De første sommeræbler er normalt klar til at blive plukket i begyndelsen af august. Derudover har Korsmedergaard solbær, jordbær og en række rodfrugter og kål – alt sammen økologisk.

Du kan købe de økologiske produkter i gårdbutikken på Korsmedergaard, i deres netbutik. eller finde dem på Økomarked Randers. Læs mere om Korsmedergaard, eller besøg dem på Gl. Viborgvej 210, Tånum, 8920 Randers NV, tlf. 8645 4945. 


Alsidig gårdbutik i Gjerlev


Hos Telling Gårdbutik finder du masser af smagsoplevelser. I gårdbutikken, som minder om en god gammeldags slagterbutik, kan man nyde alt fra hjemmelavede spegepølser med eksempelvis chili, fersk og røget fisk, ost og selvfølgelig en masse kød.

Ejeren af gårdbutikken, Bent Telling, har planer om at udvide sin butik med et udekøkken, som skal placeres ved den lille terrasse ude foran butikken. I sommer månederne vil kunderne kunne nyde en grillet bøf eller fisk, og er børnene med, kan de imellem kigge på duer og høns i de nærliggende fuglegårde.


Du kan besøge Telling Gårdbutik, som har åbent tors-fre-lør., på Østermarksvej 85, 8983 Gjerlev J., tlf. 8647 2010/2088 6191.



Slawteren i Tørring


I slagterbutikken går man meget op i kvalitet og det ser man tydeligt. For ejeren, René Pilgaard, er det vigtigt at kunderne kan se hvordan tilberedningen af maden foregår. Butikken sælger masser af hjemmelavede og lækre produkter. Bl.a. sælges der spege-og løgpølse og indbydende leverpostejer.

Der sælges friskhakket svinekød, som slagtes på gården. Svinestien befinder sig kun 32 meter fra slagteriet, og på denne måde undgås det at dyrene bliver for stressede og det højner kødkvaliteten. Derudover spares der på CO2 – udslip, som jo er et vigtigt emne i dag.

Du kan læse mere om Slawteren i Tørring på deres hjemmeside, eller besøge butikken på Tørringvej 25, 8983 Gjerlev J., tlf. 8647 6999.


Hjemmelavet pålæg


I Enslev Slagter og Gårdbutik et bredt udvalg af lækre økologiske produkter. Her sælges velsmagende svinekøg og oksekød samt hjemmelavede pølser og pålæg. Der er især lagt meget vægt på pålæg. Pølserne findes i mange spændende og lækre varianter, og der er noget for enhver smag. Et besøg i gårdbutikken vil få tænderne til at løbe i vand.
Udover salg fra gårdbutikken kan man opleve produkterne på forskellige markeder. Det er også muligt at få grillet lækker kød til din næste fest eller bestille lækre pålægsfade og lune retter ud af huset.

For yderligere information se da Enslev Slagter og Gårdbutik’s hjemmeside eller besøg dem på Skolevangen 27, 8983 Gjerlev, tlf. 5072 5319.


Smag på Mariagers Sydesalt


Hos Mariager Saltcenter finder du det kendte Mariager Sydesalt. Derudover findes der også mange andre spændende varianter, og de kan alle bruges til at sætte et ekstra pift på maden. Al saltet er produceret i Sydehytten, hvor de besøgende, hos Mariager Saltcenter, kan hjælpe med at lave det i store jernpander over åben ild.

Stedets egen café, Café Saltbøssen, der selvfølgelig bruger Mariager Sydesalt og andre spændende kryddersalte i deres mad, har let mad som de besøgende kan nyde med den flotte udsigt over Mariager by og fjord.

Det er også muligt selv at få nogle af de lækre salte med sig hjem. I Saltbutikken kan du købe salt, som passer til næsten hver en ret. Prøv f.eks. steak-kryddersalt, nøddesalt eller flæskestegssalt.
Der afholdes året rundt spændende arrangementer for hele familien. som f.eks. "Mad for Alle", så hold øje med hjemmesiden for yderligere information.

Læs mere om Mariager Saltcenter på deres hjemmeside, eller besøg stedet på Nyhavne Vej 6, 9550 Mariager, tlf. 9854 1816. 


FarmMountain Coffee Randers


Når man træder ind i denne butik møder man straks den fantastiske duft af ristet kaffebønner, og man opdager hurtigt et farvestrålende lokale, som er fyldt med masser af lækre produkter. Sanserne bliver forkælet, og der er noget for både øjne, ører og næse.

Konceptet bag FarmMountain Coffee handler om hjælp til selv-hjælp. Ved at forbedre vilkårene for de som producerer kaffebønner, forbedres omstændighederne for kaffeproduktionen sig også, og der er derfor tale om et gensidigt samarbejde, som øger kvaliteten af de varer der sælges hos FarmMountain Coffee.

Udover at sælge kaffeprodukter, ønsker butikken også at promovere dansk design og kunsthåndværk. Desuden sælges der et bredt udvalg af forskellige delikatesser, som f.eks. marmelade, lokalt øl fra Randers Bryghus, produkter af Camilla Plum som bl.a. er kendt for hendes madprogram på DR2, og chokolade fra Summerbird som med sin dejlige duft lokker folk til at komme nærmere.

Læs mere om Farm Mountain Coffee på deres hjemmeside eller besøg deres butik i Houmeden 6, 8900 Randers C.


Se flere:


Stenalt Gods
Onsdag, november 02 2011
VISITRANDERS - Randers TuristBureau Rådhustorvet 4 8900 Randers C +45 86 42 44 77 KONTAKT